• Verdens første genbrugte bleer er nu kommet på markedet

    来源: BDK Borsnyt / 22 4月 2024 07:12:43   America/Chicago

    I Japan kan man nu købe verdens første genbrugte bleer lavet af … bleer. Det kommer i kølvandet på Japans demografiske ændring, hvor antallet af ældre stiger, mens der fødes færre børn, og det har medført et skift i efterspørgslen, hvor det nu er voksenbleer, der er mere brug for, skriver The Guardian. Det er den japanske virksomhed Unicharm, der står bag, og de hævder, at de har brugt steriliserings-, blegnings- og deodoriseringsteknologi for at sikre, at de genbrugte bleer er fri for ubehagelige lugte og bakterier. »Vi har fået en godkendelse fra eksperter vedrørende hygiejnen,« sagde Tsutomu Kido, der er direktør i Unicharm. De genbrugte bleer er blevet brugt på hospitaler og plejecentre i den japanske by Kagoshima, siden produktet blev udviklet i 2022, men de kan også købes til babyer. Krisen er global Det kan dog være, at de genbrugte bleer også snart bliver aktuelle i resten af verden, for det er ikke kun i Japan, at man befinder sig i en fertilitetskrise. Den globale fertilitetsrate, altså hvor mange børn kvinder får i gennemsnit, er siden 1950 faldet fra 4,8 børn til i dag 2,23 børn, hvilket er mere end en halvering. I 2050 vil den være faldet til yderligere 2,1 barn pr. kvinde, viser fremskrivninger, og det er afgørende, for 2,1 anses for at være »the replacement rate«. Med andre ord er det raten for det gennemsnitlige antal børn, en kvinde skal føde, for at befolkningsstørrelsen kan opretholdes. I Danmark står det endnu værre til – her føder kvinder i gennemsnit 1,55 børn. Til Berlingske har professor i antropologi ved Københavns Universitet Ayo Wahlberg omtalt det som en »fertilitetsudmattelse«, og hans tese på baggrund af eksisterende forskning er, at stadig flere fravælger børn eller får færre børn end tidligere, fordi de netop er udmattede. »Den helt store grund til, at vi får færre børn, er ikke biologisk. Den er kulturel,« sagde Ayo Wahlberg til Berlingske og tilføjede: »Måske skal man begynde at lytte til de feministiske stemmer, som i nu mere end hundrede år har påpeget den diskrimination og ulighed, kvinder, som bliver mødre, oplever i samfundet. Der er grund til at tro, at kvinder ville vælge anderledes, hvis rammerne var anderledes,« siger han og understreger, at han her taler om de kvinder, som er fortvivlede over at blive diskrimineret økonomisk, professionelt og i hjemmet. https://www.berlingske.dk/internationalt/verdens-foerste-genbrugte-bleer-er-nu-kommet-paa-markedet
分享